Novelle

 

 OPSKRIFT TIL EN NOVELLE:

Beskriv, kort, hvordan han ankommer til toget, den moderne type med to etager. Hvordan han anbringer sig, som sædvanligt, i nederste etage, næsten under perron-niveau. Tilføj et lille eksempel der illustrerer hvilket vanemenneske han er. For eksempel: Hvordan det gnaver lidt i ham, hvis hans yndlingsplads allerede er optaget når han ankommer.
  En lille pudsig beskrivelse der skal gøre rejsesituationen velkendt. Kan være af et usædvanligt par der sætter sig skråt overfor, eller af en ældre kone der bakser voldsomt med sin store kuffert. Ikke så lang og detaljeret at den afleder opmærksomheden.
  Første højdepunkt, men maskeret som endnu en dagligdags hændelse på linje med den foregående: En kvinde passerer på perronen. På grund af kupéens dybe beliggenhed ser han hende kun fra midt på livet og nedefter. Kan tilføjes beskrivelse af nogle følelser hun vækker i ham, henkastet, roligt registrerende. Men centralt er nogle karakteristiske ord eller en prægnant vending der holder synet fast, hendes skikkelse, hendes gang eller hendes påklædning? Noget diskret, udsøgt, så man tror det er en oplevelse på linje med de andre, og at det kun er én personligt den har gjort særligt indtryk på.
  Næste dag: Alt glemt, hans yndlingsplads heldigvis ledig. Endnu en rejsesituation, eventuelt mere dramatisk eller tankevækkende, fx to der taler i mobil sammen fra hver sin ende af kupeen. Men stadig så kortfattet at opmærksomheden straks springer til: Andet møde. Kvinde, eller rettere nederste halvdel af hende, passerer. Den samme. Eventuelt anden påklædning. Formulering der tangerer den prægnante fra første møde. Skønt han vrider sig slemt, forhindrer den nedsænkede placering ham i at skaffe sig udsigt til mere af hende. Toget sætter i gang, efterlader hans tanker hos den halve kvinde. Lidt fantasier, ukonkrete.
  Referat, ikke direkte beskrivelse: De næste dage, nyder hver dag det samme syn: Kvinden uden overkrop, med tiltagende interesse. Indeholdende association til hans ægteskabelige stilling. Meget afhænger af om han på disse tre-fire linjer, mere bør der ikke anvendes, gøres til inkarneret ungkarl eller fraskilt midaldrende. Med mindre han er gift, hvor meget igen beror på om han er ung og forelsket i sin kone eller om hans ægteskab forlængst er blevet rutine, en vane i lighed med at sætte sig i nederste etage.
  Tiltagende interesse der efterhånden nærmer sig besættelse. Indtil hans nysgerrighed er så stor at han bryder denne vane: Sætter sig en dag op på togets øverste etage. Nu igen direkte indlevelse i hans situation: Spejder ivrigt, han er vel endda ankommet i ekstra god tid? Her kan indfyldes beskrivelse af temmelig meget der passerer, hvoraf han nu, med sin nye placering, kun er i stand til at se hvad der befinder sig en meter over perronhøjde og derover. Brug for eksempel sammenligningen: Det spil som han morede sig med som barn, hvor man kunne sætte groteske personer sammen til en præsteklædt med behårede fodboldben, eller en svømmerskes svulmende overkrop kombineret med forretningsmandens stilige bukseben.
Nu kommer HUN. Ingen tvivl i hans sind, selv om hun igen er anderledes klædt. Så karakteristisk, mener han, er hendes fejende gang, eller slentrende, sensuelle. Tilknyt et par markante adjektiver. Måske tre, eller fire?, lige efter hinanden, som slår desto hårdere fordi adjektiverne hidtil har været få og upåtrængende. Hvorved hans væk-fra-rutinen tilstand trænger sig på.
  Frie hænder til de næste dage at lade ham vælge mellem overdel og underdel. Er han mest tiltrukket af det ene eller det andet? Har han svært ved at beslutte hvad der virker mest tiltalende? En vag drøm om at medbringe spejl eller anden anordning der ville kunne give ham et helhedsbillede af hende? Henkastet, ikke for grotesk.
  Vælger han et lille sidespring – nemlig at benytte et andet transportmiddel eller tidligere forbindelse, fordi han føler han er på vej ud i noget han ikke kan håndtere? Der er plads til mange svinkeærinder, for nu er al interesse rettet imod hvad udfaldet blir. Jo flere forhalinger, jo bedre, så længe man sørger for at nysgerrigheden står og dirrer: Hvad skal det føre frem til? For vi ved jo de skal mødes.
  Ret længe kan han ikke modstå, må vende tilbage til toget til sædvanlig tid. Det lykkelige gensyn med ben og underkrop. Og dagen efter den øverste del. Derefter ulykken: Udebliver hun en dag eller flere? Han bekymret: Er hun blevet syg? Har ændret arbejdstid, fået bil? Eller, katastrofe, går hun hånd i hånd eller skulder ved skulder med en modbydelig fyr?
  Idel lykke da hun vender tilbage, alene. Han indser at han må ofre en arbejdsdag for at møde hende. Vi ved nu hvor meget det byder ham imod at pjække. Men det er blevet livsnødvendigt: Må undlade at tage toget, blive stående på perronen, opleve hende i fuld figur.
  Hvad sker der da han næste dag rystende af spænding står afventende uden for kupeen hvori han plejer at sidde? Kigger han i ventetiden ind, ser én på sin egen vante plads? Hende?? Nej, misforståelse, bare en finte for at trække opmærksomheden væk. For nu kommer hun hen ad perronen: Og har mistet al sin attraktion ved at blive sat sammen, kun i halv figur besad hun den fascinationskraft der kunne holde hans interesse fanget? Eller kommer hun ham i møde: Det vil sige, i begyndelsen fatter har det ikke, kun underkroppen genkender han, overkroppen er en helt anden, uinteressant, næsten skræmmende? Mens det med kvinden lige bagved forholder sig modsat: Hendes overdel er den velkendte som har holdt hans tanker udspændt, mens underdelen er en fremmed, sjosket og ucharmerende?
  Eller er hun én, sådan som han har forestillet sig, fascinerende foroven såvel som forneden, men SAMMENSÆTNINGEN overgår alt hvad hans fantasi kunne frembringe? Hvis hans interesse for enkeltdelene var stor, blir han fuldstændig slået omkuld af den hele kvinde?
  Ideelt vil det være med en mere overraskende pointe end disse tre, der så at sige er rygmarvsmulighederne som bør ligge antydet, ikke formulerede, i ventetiden mens han står på perronen. Man tror man er smart, har forudset det ene, det andet, det tredje. MEN. Lægger op til et eksistentielt indgreb i hans tilværelse, ud af rutinen – eller måske netop overvældet af frygten, tør ikke forlade den sikre vane.
  Undlad at afslutte med en morale.